Julies hyperfiktion

1.
Jeg løb langs den smalle vej kant, det var en mørkt efterårsaften og regnen fald stille mod jorden. I det fjerne kunne jeg skimte lyset fra to billygter, der kom nærmere og nærmere.

Gå til nr. 2, hvis du ønsker et uheld.
Gå til nr. 3, hvis du ønsker, at jeg løber videre.
2.
Bilen kørte med en høj fart, og jeg begyndte at føle ubehag, da den slingrede fra højre til venstre. Dens skrå vinkel mod mig, fik mig til at stoppe op og bevæge mig ind mod skoven. Dette til ingen nytte, bilen kørte frontalt ind i mig.

Gå til nr. 4, hvis du foretrækker en forbipasserende.
Gå til nr. 5, hvis du ønsker en sørgelig ende.
3.
De kom med sådan en kraftig fart, at jeg var lige ved at blive væltet omkuld, men heldigvis var jeg uskadt. Jeg forsatte min tur langs vejen uden nogen form for overvejelser om denne store blå varevogn.
Gå til nr. 12, hvis du ønsker jeg skal fortsætte ligeud.
Gå til nr. 13, hvis du foretrækker et spændende møde.
4.
Da jeg kom til bevidstheden igen, lå jeg parallelt langs de hvide fartstriber. Jeg befandt mig i en stor blodpøl, og jeg kunne ikke bevæge mig uden en frygtelig smerte i hele min krop. Min krop var dækket til med en stor sort jakke, og ved siden af mig sad en midaldrende mand. Han var utrolig venlig, og forsøgte at holde en samtale i gang, mens jeg lå der og ventede på ambulancen. Det var svært at holde øjne åbne.

Gå til nr. 6, hvis du synes, at ambulancen skal komme.
Gå til nr. 7, hvis du ønsker, at jeg skal vente lidt endnu.
Gå til nr. 8, hvis du foretrækker romantik.

5.
Mine smerter var så voldsomme, at jeg ikke kunne formå, at holde mig selv i live. Jeg kunne ikke kæmpe mig op, men forsøgte derimod at håbe om hjælp, men der kom ingen lyd fra min mund. Jeg måtte opgive håbet samt alle mine drømme.

Slut.

6.
Gang på gang var øjenlågene lige ved at klappe i, men lyden af sirenerne fik mig til at holde dem åbne. Kort efter holdt en ambulance ind til siden, og to unge mænd kom mig til undsætning. Jeg blev anbragt på en båre efter meget postyr, jeg havde så frygtelig ondt, og dette skabte vanskeligheder for de to unge mænd. Få minutter efter var vi alle fire på vej mod hospitalet. Undervej opstod der tumult, da jeg mistede for meget blod. Jeg blev mere og mere svimmel, og forsvandt langsomt ind i mig selv. I samme sekund mærkede jeg en hånd i min, den var varm og dejlig.

Gå til nr. 9, hvis du foretrækker jeg falder hen.
Gå til nr. 10, hvis du ønsker en lys fremtid.

7.
Jeg forsøgte virkelig, men kampen var hård. Det var som om, der var gået en evighed, jeg kunne ikke overskue at vente længere på ambulancen. Jeg lyttede ihærdigt efter lyden af sirener, men det eneste jeg kunne høre, var mine egne tanker, der blev ved med at sige, du kan ikke, du kan ikke.

Slut.

8.
Alligevel lykkedes det, ved øjenkontakt med den midaldrende mand, som havde præsenteret sig, Morten. Han havde de mest behagelige blå øjne. De funklede som to små stjerner og fik mig til at flytte koncentrationen væk fra mine frygtelige kropssmerter.

Gå til nr. 11, hvis du ønsker adskillelse mellem de to parter.

9.
Hånden var desværre ikke nok, jeg forsvandt længere og længere ind.

Slut.

10.
Da jeg kom til mig selv igen, befandt jeg mig i en sygeseng på lyserød stue. Ved min side stod en stor buket langstilkede mørkerøde blomster, med et ønske om god bedring. En mand i hvid kittel kom ind, doktor Hansen, han informerede mig kort om min tilstand, og klargjorde at min operation under omstændighederne var gået tilfredsstillende, nu var det bare at se lyst på fremtiden.

Slut.

11.
I det han kiggede smigrende på mig, kunne jeg fornemme det blå blink i baggrunden. Da ambulancen holdt stille, steg to kvinder ud, og anbragte mig forsigtigt på en båre. Til min store skuffelse måtte Morten og jeg adskilles, idet han begav sig videre på sin joggingtur, og jeg mod hospitalet, hvor opperationsbordet var klar.

Gå til nr. 10, hvis du ønsker en lys fremtid.

12.
Jeg forsatte længere ned af vejen, som intet var hændt. Da jeg nåede nogle få meter ud af Valbygade, kunne jeg fornemme nogle blå blink.

Gå til nr. 14, hvis du foretrækker, at jeg ændrer den sædvanlige rute.
Gå til nr. 15, hvis du ønsker jeg skal fortsætte af den sædvanlige rute.

13.
Regnen tog til, og det var rigtig koldt, men dette skulle ikke ødelægge mit humør. Julen var lige om hjørnet, og jeg have for en gangs skyld været ude i godt tid, så julestressen var ikke en del af mig. Da jeg nåede gadehjørnet, besluttede jeg at løbe mod højre i stedet for venstre, jeg var frisk og oplangt, så jeg kunne lige klare et par kilometer endnu. I det jeg drejede om hjørnet lød jeg lige direkte ind i min gamle skolekæreste, det var mange år siden sidst og det var helt underligt at se ham. Vi hilste venligt på hinanden.

Gå til nr. 17, hvis du ønsker samtalen kommer til at foregå os skolekæresten.
Gå til nr. 18, hvis du foretrækker at jeg løber videre.

14.
Jeg ændrede mine planer, og omlage ruten, jeg plejede at løbe. Idet jeg nåede ulykkestedet kunne jeg fornemme en tung atmosfære. Menneskemængden var stor, folk var stimlet sammen om den indhegnede bil, der lå langt inde i krattet. Politiet bad os om at fjerne os, så de havde mulighed for at udfører deres arbejde. Bilen blev skåret over, og kort efter kom falckredderne gående med en båre, hvorpå en ung kvinde med et hvidt lagen over sig lå. Der blev stille omkring ulykkestedet, menneskemængden viste, hvad dette betød. Endnu en ung pige!

Slut.

15.
Jeg var utrolig nysgerrig, men havde desværre ikke tid til at ændre min sædvanlige rute, så jeg drejede til venstre. Det var vådt og kold, og jeg var oplagt til andet end en god film under dynen.

Gå til nr. 16, hvis du ønsker at ende min kolde joggingtur.

16.
Det dårlige vejr tog til, men heldigvis var der kun få hundrede meter til jeg var hjemme. Hjemme i mine vante rammer, under den dejlige dyne, men jeg måtte lige omkring det lokale supermarked inden. Efter alt det jeg havde ydet, havde jeg fortjent en ordentlig omgang onsdagsslik.

Slut.

17.
Efter at have snakket i nogle minutter, spurgte han om ikke jeg ville med ham hjem og snakke over en kop kaffe. Jeg takkede selvfølgelig ja, og vi fortsatte sammen. Det blev en vældig interessant aften i godt selskab, der var så meget at snakke om efter alle de år. Hvem skulle have vist, at det ville ændre mit liv?

Slut.

18.
Efter at have snakket i få minutter, sagde vi farvel og jeg fortsatte min rute.

Slut.